|
Humlebæk Badmintonklub
v. Peter Lund Christophersen
Vandværksvej 32
3490 Kvistgård
| |
Fire finalepladser til Humlebæks elitespillere
Sæsonen er allerede startet for ungdomselitespillerne. Humlebæk havde tre spillere i aktion i weekenden, og det endte med fire finalepladser til klubbens spillere.
I Esbjerg spillede den danske U17-eliterække, og Humlebæk var repræsenteret ved Franciska Dethlefsen og Peter Thorberg. Franciska Detlefsen stod for en af turneringens overraskelser, da hun sammen med makkeren Kristina Suhr Olsen fra Næstved udnyttede et afbud fra det topseedede par til at gå hele vejen til finalen blandt andet via en sejr i tre sæt i semifinalen over de lokale håb fra Esbjerg. I finalen måtte de dog bøje sig for de bundseedede Lotte Bonde og Tilde Nørgaard fra Randers. I single blev Franciska Dethlefsen to'er i sin pulje med fire deltagere - hun tabte kun til den senere finalist - Maria Herskind fra Højbjerg.
Peter Thorberg havde en andenseedning i single at leve op til, og det lykkedes. En besynderlig seedning, gjorde at han efter tre indledende sejre stod til at møde den evige rival Gert Hansen fra Lyngby allerede i semifinalen. Vanen tro spillede de to tre sæt - denne gang med Peter Thorberg som en sikker vinder af 3. sæt med 21-12. Finalen tabte Peter Thorberg på den surest tænkelige måde - en forstrakt achillessene gjorde at han måtte trække sig midtvejs i 1. sæt, hvorefter Emil Holst fra Solrød Strand kunne vinde på walk over. Sammen med Gert Hansen blev det til nederlag i herredouble i kvartfinalen - 20-22 i tredje sæt.
Mens U17-spillerne var i Esbjerg mødtes Danmarks bedste U19-spillere i Nr. Broby på Fyn. Maria Thorberg stillede op i de to doublerækker - i begge som bundseeded. Og det endte uden overraskelser - seedningerne holdt. I damedouble sammen med Maja Bech fra Højbjerg blev det til finalenederlag til Line Kruse fra Viby og Joan Christiansen fra Solrød, mens det efter to tætte sæt også blev til nederlag i mixeddouble-finalen sammen med Christian Skovgaard til Line Kruse og Mads Kolding fra Holbæk. Efter SM-holdkampen i Humlebæk mandag aften fortsætter Maria Thorberg til Langenfeldt i Tyskland, hvor landskamp mod Tyskland samt en stor international turnering venter.
(21. august 2006)
|
Flere nyheder
| |