Om HBK
Bliv medlem
Nyheder
Kontakt
Kalender
Marked
Sponsorer
Oversigt
Links

Humlebæk Badmintonklub
v. Peter Lund Christophersen
Vandværksvej 32
3490 Kvistgård

 

   

Turneringsoversigt 2011/2012

Veteraner: DM-guld for hold
– og individuelt landsmesterskab

 


Dette års hold DM for veteraner var henlagt til Sakskøbing, og lørdag morgen drog Humlebæks 50+ veteranhold af sted mod syd. Holdet bestod af følgende spillere (fra venstre på foto): Jytte Rasmussen, Susanne Esberg, Lisgarhøj, Jørn Gundestrup, Jørgen Kjelstrøm, Henrik Lund, Lars la Cour og Kristian Høegsberg. Vel fremme i Sakskøbing i herligt sommervejr begyndte de første taktiske overvejelser: Hvordan ville modstanderne stille op? Og hvad skulle man selv satse på?
  Første kamp var mod Lyngby, som Humlebæk altid spiller tætte opgør med (sidste år 3-3), og som har en stærk herretrup. Taktikken var at satse på, at Lyngby ville have stor respekt for – og derfor undgå - Humlebæks damer. Det viste sig at holde stik. Lyngby flyttede deres stærkeste herre over i den såkaldte i x-double og håbede på 2. mix og herredoublerne. Men det blev heldigvis ved håbet. Kristian og Jytte tog sikkert 1. mix, Jørgen Kjeldstrøm og Lis missede 2. sæt men hev til sidst en stærk sejr hjem i 2. mix – så 2-0 til HBK. x-doublen gik til Lyngby, 2-1. Men så tog Susanne og Lis sikkert deres double, og Kristian og Henrik vandt flot i 1. herredoublen over Lyngbys Karsten Meier og Erik Reimers, mens Lyngby tog 2. herredoublen. 4- 2 og sejr i første kamp. Wouw, god start.
  Anden kamp skulle spilles over to dage, hvor de tre første kampe skulle spilles lørdag, de to mixer og x-herredoublen, og hvad ville Randers stille op? Randers med en forstærket herreside i forhold til sidste år, hvor de vandt DM , men med damer, der er til at snakke med. Randers valgte samme strategi som Lyngby, man ”solgte” 1. mix og satsede på 2. mix og x-doublen. Kristian og Jytte tog 1. mix let og elegant, 2. mix med Henrik og Lis blev derimod uhyggelig spændende og udmarvende i 3 sæt, hvor Lis i sidste sæt klarede de mest utrolige stormløb fra Randers-herren – men samtidig kiksede nogle ”straffespark” i slutfasen – samtidig med at Henrik løb som en 30-årig rundt på banen, nærmest som i trance og hev alt over. Han endte så flad, at armene næsten ikke kunne hæves i triumf. Men det blev arme og hænder så sandelig ude på tilskuer-pladserne hos de hårdt prøvede holdkammerater. X-doublen med Lars og Jørn var tæt på at lave en ægte overraskelse mod Randers´ stærke Kim Busted og makker: Efter lidt startvanskeligheder i første sæt, som blev tabt, kom HBK´erne tilbage og havde faktisk 19-18 og serven, som Hr. Gundestrup desværre fejlede, og to nemme fejl afgjorde så til Randers fordel til stor ærgrelse – men trods alt 2-1 efter første dagen. Absolut en herlig fornemmelse.
  Efter overnatning på det ældre Hotel Sakskøbing og en lille gåtur til hallen for at få den værste stivhed ud af kroppen var vi klar til de sidste tre kampe mod Randers. Damedoublen med Susanne og Lis styrede sikkert i havn, og Kristian og Lars var også klar i 2. herredoublen, de gav ikke sine modstandere nogen chancer. Førstedoublen kunne desværre ikke stille noget op, men 4-2 over Randers og den anden sejr ved DM.
Spændingen sitrede hos alle, og på taktikmødet inden mødet med Odense lignede ansigterne en flok tabere, indtil Lars lige måtte slå fast, at det var faktisk så fantastisk ud. Lyngby havde udlignet Odenses føring fra lørdag – til slutresultatet 3-3, og samtidig havde Lyngbys 1. HD slidt gevaldigt på Odenses bedste herre John Trane. Endelig var Odense nu sat under pres og skulle gå efter en 4-2 sejr over HBK. Og hvordan ville de stille op? De kunne jo ikke tillade sig at sælge alle dame-kampene, men måtte satse fra toppen. Som tænkt – så gjort af Odense. Og hvad sker? Kristian og Jytte uddeler 8 og 5 i 1. mixed, Henrik og Lis sejre dog tæt i 2 sæt, 2-0, og nu manglede kun en kamp i DM-triumfen. X-doublen med Jørgen og Jørn kunne nu spille sejren hjem … godt spil - men desværre et tabt første sæt, derefter føring hele andet sæt til 17-16, og spændingen og tilråbene steg overalt. Ak ak ak – en netkant på et skrå smash, en meget meget yderlig serv fra Odenseparret gav billige point til resultat 21-18 i 2. sæt - og et stor suk.
  Så lå det til damedoublen med Susanne og Lis. Sikke et første sæt! Sjældent er disse så rutinerede damer set så nervøse, det var så hænder og ketsjer nærmest dirrede: Rammeslag og andre sjove slag, som ikke står i nogle instruktionsbøger, gjorde første halvdel af dette sæt rædselsfuldt ikke mindst ude på tilskuerpladserne. Men pludselig kørte det – og første sæt i hus. Derefter gik det stærkt, boldene lå, hvor de skulle, duellerne blev vundet på stribe og smukkeste vis, og nedtællingen hos holdkammerater begyndte. Så var den der … DM 2007 for 50+ hold til Humlebæk Badmintonklub.
  Fadbamser, op på skamlen, champagne som Jørn ikke måtte sprøjte med, flere øl og højt humør, endda champagne i håret på Jørn fra de kære damer på holdet, da champagnen alligevel viste sig ikke at smage så storslået som forventet.
  En stor oplevelse og en stor triumf i en weekend, hvor det tilmed blev til et individuelt landsmesterskab i Fredericia til Tonny Lillholm (foto nederst) i herredouble 40+ A. Tonny vandt sammen med Søren Helmer Nielsen fra Helsinge. Efter tre indledende sejre bleb det 21-18 21-18 i finalen over et par fra Midtjylland.

(18. april 2007)





 



Flere nyheder