|
Humlebæk Badmintonklub
v. Peter Lund Christophersen
Vandværksvej 32
3490 Kvistgård
| |
Oprykningsslutspil: Humlebæk bedst i det lange løb
Sidst Humlebæk var i Randers for to sæsoner siden, gik alt galt, og Humlebæk blev sendt hjem med et skuffende nederlag. Da Humlebæk atter tog til Randers for at spille om oprykning til 1. division, var alle derfor opsatte på at lære at fejlene fra sidst.
Holdet ankom i god tid, og der var sørget for forplejning, så batterierne var fyldt, og det hjalp.
Humlebæk startede forrygende. 2 mixed med Susanne Bjerg og Peter Busch-Jensen vandt i to sæt, og det samme gjorde de to damesingler - både Anu Nieminen og Christina Lund uddelte æg. Og 1. mixed med Maria Thorberg og Peter Christophersen spillede marathonmatch og vandt 17-15 i 3. sæt efter at have overlevet to matchbolde i 2. sæt og fire i 3. sæt. Samtidig spillede træner Henrik Sørensen showbadminton i 1. herresingle med vilde finter og syge opsamlinger og udraderede sin modstander fra Randers, så pludselig stod det 5-0. En uventet stor føring.
Og det blev ved. Steinar tabte ganske vidst i en jævnbyrdig tre sætter, men Andreas Borella og Kristian Skov vandt begge - også i tre sæt. Forinden Skov fik vendt nederlag til sejr, havde 1. damedouble vundet sikkert, så alle tre point var i hus med en 8-1 føring. En syg Maria Thorberg måtte sammen med Christina Lund opgive før tredje sæt i 2. damedouble, så den gik til Randers. Og dagen sluttede med tre tresætssejre i herredoublerne, så slutresultatet endte på hele 11-2. Otte kampe gik i tre sæt og Humlebæk vandt de seks - det er vidst det, der hedder bedst i det lange løb.
Træner Henrik Sørensen var efter kampen især tilfreds med, at Humlebæk nu også vandt tresætskampene på udebane og konstaterede, at nu er der ganske meget at spille for i de restende slutspilskampe. Humlebæk Badmintonklub i 1. division!? Det kan bestemt stadig lade sig gøre. Især hvis holdet kan holde niveauet fra de seneste kampe.
Fortjent fidus til Peter Christophersen i en kamp, hvor alle kæmpede maksimalt. Peter tog også af sig af madpakken på vejen hjem (foto).
Stillingen i Humlebæks slutsspil om oprykning til 1. division kan ses her.
(12. februar 2006)
|
Flere nyheder
| |