|
Humlebæk Badmintonklub
v. Peter Lund Christophersen
Vandværksvej 32
3490 Kvistgård
| |
Nyt internationalt pust over Humlebæk
Det er sæson for klubskifter, og også Humlebæk Badmintonklub får en række nye ansigter fra og med den kommende sæson. Anu Nieminen forlader klubben til fordel for Skelskørs hold i Badmintonligaen - ikke fordi hun var træt af Humlebæk, men af hensyn til hendes og det finske forbunds ambitioner om OL deltagelse i 2008. Det kræver kampe på højeste turneringsniveau.
Men der er en meget stærk international erstatning på vej til Humlebæk. Istedet for den finske stjernespiller får Humlebæk en estisk stjernespiller. Navnet er Kati Tolmoff (foto), og hun er uden konkurrence Estlands bedste damespiller. Hun kommer til Humlebæk efter to sæsoner i Skælskør - men har inden da været nogle sæsoner i Holte. I Skælskør har hun grundet de nye regler for Badmintonligaen primært været brugt som reserve i damesingle. Hun har kun to gange haft opgaven i ligaen - og har derfor ikke tjent sine ranglistepoints i den hjemlige turnering. Alligevel ligger hun p.t. nr. 17 på den danske rangliste - og 63 på verdensranglisten. Kati vil i Humlebæk ligeledes få en række opgaver omkring specialtræning på både A-træningen og for de bedste ungdomsspillere.
Men Kati Tolmoff er ikke eneste nye damespiller i klubben. Tre unge spillere har også valgt Humlebæk som base for den videre badmintonkarriere.
Fra Hørsholm kommer Franciska Dethlefsen - et ungt talent - der er U17 elitespiller. I den forløbne sæson har hun tilkæmpet sig en plads på Hørsholms Danmarksseriehold, men vil også i den kommende sæson kæmpe i U17-eliterækketurneringerne.
Fra Kroatien kommer to andre unge talenter. Matea Antolic og Petra Brandt er begge en årgang ældre end Fraciska Dethlefsen, og begge ambitiøse badmintonspillere fra det kroatiske U17-landshold. De to piger er i Danmark for at gå på den internationale skole i Birkerød, og de har også valgt Humlebæk som base for deres badmintonudvikling, mens de er i Danmark. Og dansk mentalitet er ikke fremmed for de to kroatiske piger, for de har trænet professsionelt den seneste sæson under ledelse af en dansk landstræner i Kroatien.
Sidste nye pigeansigt bliver Sabrina Ekstrøm. Hun var sidste sæson U15 eliterækkespiller og har tidligere spillet for Gentofte men er bosat i Nivå. Helt ny i klubben bliver hun dog ikke, idet i hun i den indeværende sæson har trænet med på Humlebæks 1.-2. holdstræning.
En enkelt ny herrespiller har også meldt sin ankomst. Kasper Sørensen spillede sidste sæson 1. herresingle for Team GSG i Sjællandsserien, og han er i øvrigt bror til 1. holdets Henrik Sørensen.
Næstformand Thomas Bech Hansen har sammen med træner Henrik Sørensen arbejdet med at finde den rette spillertrup og han kan endvidere berette, at på herresiden er der positivt nyt med hensyn til Rasmus Lund og Lars Gunnar Abusdal, som begge skulle være ovre deres langvarige skader.
Sammen med seniorudvalgsformand Jesper Juel Rasmussen skriver Thomas Bech Hansen i en orientering til spillerne på 1. og 2.-holdet:
"Med indgangen til en ny sæson har det været en vigtig prioritet at fastholde vores nuværende planer - og skabe grobund for de næste skridt. Det har blandt andet betydet, at vi har haft en interesse for at styrke træningsmiljøet for pigerne og samtidigt tiltrække nogle unge og ambitiøse pigespillere. Samlet set er det lykkedes - og kombineret med en række nye initiativer iøvrigt, kan vi alle kun glæde os til den kommende sæson. Tag godt imod de nye ansigter."
(6. juni 2006)
|
Flere nyheder
| |