Om HBK
Bliv medlem
Nyheder
Kontakt
Kalender
Marked
Sponsorer
Oversigt
Links

Humlebæk Badmintonklub
v. Peter Lund Christophersen
Vandværksvej 32
3490 Kvistgård

 

   

Turneringsoversigt 2011/2012

Håb om 1. division stiger efter mirakel i Esbjerg

 

Det lignede på forhånd en meget svær opgave for Humlebæk i oprykningsspillet til 1. division: At skulle møde Esbjerg ude en mandag aften. Og opgaven så næsten håbløs ud, da det stod klart, at Humlebæks Kati Tolmoff, der hidtil har vundet samtlige kampe, hun har spillet for Humlebæk, var optaget i af den olympiske komite i Estland. Humlebæk skulle bruge et mirakel i Esbjerg.
  I Esbjerg vidste man imidlertid ikke, at Humlebæk kom uden Kati Tolmoff, hvorfor man for første gang nogensinde havde valgt at flytte Esbjergs kinesiske dame Dai Xiao Yan ned i 2. damedouble af frygt for Kati Tolmoff og Maria Thorberg, som har vundet alle kampe hidtil. Esbjergs taktiske krumspring lykkedes heldigvis ikke. Til gengæld undrede Humlebæks spillere sig over, at Esbjerg på den dag, de havde sagt var den eneste, de kunne spille, tog imod uden dommere og linjedommere. Et forhold, som Humlebæk har påtalt overfor forbundet.
  I stedet for Kati Tolmoff var Louise Drews ny på 1. holdet, og hun gik ind i 2. damesingle, mens unge Franciska Dethlefsen rykkede op i 1. damesingle. Første runde endte 2-2. 1. mixed med Peter Christophersen og Maria Thorberg vandt sikkert i to sæt. 2. mixeddouble med Peter Busch og Lene Palling måtte imidlertid igennem hele følelsesregistret, før sejren over et ungt Esbjerg-par var i hus med 23-21 i tredje sæt. Derimod var der ikke meget at komme efter i damesinglerne, hvor Franciska Dethlefsen dog fik flotte 15 point i første sæt imod Dai Xiao Yan.
  Så var det herresinglerne, hvor spillende træner Henrik Sørensen atter fik "fornøjelsen" af Esbjergs mandlige kineser Xilin Luo. Nederlag i to sæt (men kræfter sparet til herredoublen). Steinar Klausen i 2. single var kommet til kræfter efter lang tids sygdom og vandt i sikkert i to sæt, ligesom Andreas Borella stabilt igen vandt 3. singlen også i to sæt. I 4. singlen kom Kristian Skov skidt fra start men sluttede flot med sejr i tre sæt, så stillingen blev 5-3 - og de jublende Humlebæk-spillere (foto øverst) begyndte så småt at tro på mirakler.
  I 1. damedouble trak Humlebæk det længste strå, skønt at det var der, at Louise Drews blev sat ind som reserve. Sammen med Maria Thorberg endte hun med at udradere modstanderne i andet sæt med 21-6. 2. damedoublen kunne derimod ikke stille så meget op, så stillingen skiftede til 6-4 før de afsluttende tre herredoubler.
  For anden kamp i træk fungerede herredoublerne optimalt. Henrik Sørensen og Andreas Borella vandt 1. i to sæt, Peter Busch og Steinar Klausen tabte første sæt men kom stærkt igen og vandt sikkert de næste to sæt, mens den velkendte konstellation med Peter Christophersen og Kristian Skov vandt sikkert i to. Samlet en højst overraskende sejr til Humlebæk på 9-4 og fidus til Andreas Borella.
  På forhånd havde træner Henrik Sørensen været tilfreds med et enkelt point uden hjælp fra Kati Tolmoff. Nu blev det alle tre point og lyse udsigter for det videre slutspil. Og med det gode resultat i bagagen blev aftenens og nattens hjemtur (foto nederst) til Humlebæk noget mere overkommelig.

Se enkeltresultater fra Esjerg-Humlebæk her.

(6. februar 2007)







Flere nyheder