Om HBK
Bliv medlem
Nyheder
Kontakt
Kalender
Marked
Sponsorer
Oversigt
Links

Humlebæk Badmintonklub
v. Peter Lund Christophersen
Vandværksvej 32
3490 Kvistgård

 

   

Turneringsoversigt 2011/2012

Humlebæk stadig med i kampen
om oprykning til 1. division

 

 


Det blev en superspændende søndag eftermiddag i Humlebækhallen. En af dem man husker længe efter - en velspillet holdkamp med drama til sidste bold.
   Humlebæks 1. hold tog imod Odense, der var spadseret igennem den anden pulje i 2. divisions grundspil med maksimumpoint og den imponerende score på 80-11. Så udeholdet var endog meget store favoritter i kampen imod Humlebæk.
  Og det så man klart fra start: 1. mixed fik 2 og 2. mixed 1 point i første sæt. Peter Christophersen og Maria Thorberg fik sig dog kæmpet ind i 1. mixed, men endte med at tabe i tre sæt. Anu Nieminen var sikkerheden selv i 1. damesingel (vandt med 0 og 1 - igen!), og Christina Lund kæmpede godt - men forgæves - i 2. damesingle. Forventet 3-1-føring til Odense.
   Så gik herresinglerne i gang. Henrik Sørensen storspillede i 1. herresingle og vandt meget flot i to sæt over Ulrik Nielsen, der ellers regnes for en kommende stjerne - til gengæld tabte såvel Steinar Klausen som Andreas Borella deres singler.
   Ved stillingen 2-5 til Odense så det sort ud for Humlebæks muligheder for at få point i kampen. Et kig på banerne viste tilmed, at Kristian Skov var bagud 11-14 i 3. sæt i 4. herresingle, Anu Nieminen og Susanne Bjerg havde tabt 1. sæt i 1. damedouble, mens Maria Thorberg og Christina Lund var nede 3-13 i 2. sæt efter at have vundet første sæt i 2. damedouble. Men så gik alting på magisk vis Humlebæks vej. Skov overlevede seks matchbolde, Maria og Christina fik vendt 3-13 til 17-15 og Anu og Susanne vandt både 2. og 3. sæt, så på benhård fight og fremragende spil i alle tre kampe vendte 2-5 til 5-5 før de afgørende herredoubler. På det tidspunkt kunne det relativt store hjemmepublikum for alvor høres i hallen.
   2. og 3. herredouble tabte i henholdsvis tre og to sæt - men Peter Christophersen og Kristian Skov var ikke så langt fra sejr i deres double. Til gengæld storspillede Henrik Sørensen fortsat i doublen godt assisteret af rutinerede Peter Busch og hev en flot tosæts-sejr hjem i 1. herredouble.
   Slutresultat blev et nederlag på 6-7 - men et af de nederlag, som Humlebæk kan være stolte af, og det erobrede point kan vise sig at blive meget værdifuldt i spillet om oprykningen til 1. division, hvor Odense synes sikker på at tage den ene plads - men hvor Humlebæk fortsat er med i kapløbet om at rykke op via en andenplads.
   Fidus til Henrik Sørensen, der i forgrunden på fotoet samler op på kampen mod Odense.
   Lørdag mødte Humlebæks 2. hold Nivå på udebane. Kampen var et led i nedrykningsslutspillet fra Danmarksserien. Lidt skuffende måtte Humlebæk tage til takke med et enkelt point efter et 6-7-nederlag. Det startede ellers fint med sejre til begge damesingler (Lene Palling og Lotte Specht), men begge mixer tabte, og det samme gjorde Thomas Holm, Larr-Gunnar Abusdal og Peter Thorberg i de tre første singler. Til gengæld fightede Thomas Bech sig til 15-13-sejr i 3. sæt i 4. herresingle og holdt dermed Humlebæk inde i kampen. Begge damedoubler gik til Humlebæk - og 5-5 før herredoublerne. Her vandt de rutinerede kræfter i form af Tonny Lillholm og Jesper Benzin 2. herredouble - mens Lars-Gunnar Abusdal og Peter Thorberg måtte se sig besejret i tre sæt i sidste og afgørende match med 15-12 i sidste sæt. Det ene point holder dog fortsat Humlebæk i toppen af nedrykningsslutspillet - a point med nummer 1 og 2.


(26. februar 2006)



Flere nyheder