Om HBK
Bliv medlem
Nyheder
Kontakt
Kalender
Marked
Sponsorer
Oversigt
Links

Humlebæk Badmintonklub
v. Peter Lund Christophersen
Vandværksvej 32
3490 Kvistgård

 

   

Turneringsoversigt 2011/2012

Formandens beretning for 2005/06-sæsonen

 

Formand Lars la Cours mundtlige beretning på generalforsamlingen den 8. maj:
”En på mange leder god sæson bliver afsluttet med denne generalforsamling. Vi har fra udvalgene hørt om en række fine og gode præstationer, både af individuel karakter og i holdsammenhæng. Valgene som følger lidt senere vil fra bestyrelsens side lægge op til, at det generations skifte, som der blev lagt op til allerede sidste år, nu bliver gennemført. Vi lægger således op til en større udskiftning og omrokering, hvorved vi får gennemført en klar foryngelseskur. Det er med stor glæde, at jeg ser dette, for så er holdet klar til, når det længe ventede sker: Udbygningen af Humlebæk Hallen.
  Vi må nok erkende, at vi på en eller anden måde alle har gået i en slags venteposition og på den måde udskudt nogle nødvendige initiativer. Jeg tænker her på bedre integration mellem de forskellige træninger, både indenfor de enkelte afdelinger og afdelingerne imellem. Men også hvad angår initiativer til at fastholde og udbygge medlemmerne har været lidt på standby i afventning på de nye faciliteter.
  Seneste nyt på byggeplanerne er nu, at rådgiverrollen er ved at blive udbudt. Det sker hen over sommeren. Derefter skal der så udarbejdes et egentligt projekt, som så sidst på året sendes i udbud. I løbet af januar/februar 07 kan et bud så antages med det resultat, at der forhåbentlig er byggestart i løbet af foråret 07. Der er mellem de forskellige klubber i Humlebæk enighed om, at det ikke er sportsklubberne der står i vejen for byggeriet således at forstå, at eventuelle lokale problemer i forbindelse med byggeriet nok skal blive løst. Enten i form af aflysninger i kortere perioder eller omfordeling af haltider.

 I årets løb har vi også indgået en ny sponsoraftale. Vores sponsor for veteranerne gennem de sidste år har taget fat i den anden ende af skalaen og har udvidet deres sponsorat til også at omfatte ungdomsafdelingen. Der er således indgået en toårig aftale for begge afdelingers vedkommende. Det helt spændende og nye i den indgåede aftale er, at der er indbygget en bonusordning for klubben. Det betyder at hver gang vores sponsor, Dan Bolig, får en henvendelse om en sag, og der gøres opmærksom at der er en forbindelse til HBK, og henvendelsen fører til et eventuelt køb eller salg, udløses der en kontant bonus til klubben. Det er ikke en forudsætning, at man er medlem af HBK, men blot at man har henvendt sig til Dan Bolig efter at være blevet gjort opmærksom på dette via HBK. Det betyder jo i praksis, at hver gang man som klubmedlem hører om nogen, der overvejer at handle hus eller lejlighed, helt uforpligtende gør dem opmærksom på Dan Bolig.

 Jeg skal da også i denne sammenhæng udtrykke en stor tak til vores seniorsponsor, Ærenlund, som nu trofast har været en støtte for seniorafdelingen gennem en meget lang årrække.

 På det kommunale plan afventer vi med interesse forslaget til støtteordning i den nye Fredensborg kommune. De udkast, der hidtil har været fremme, kan godt gå hen og blive et dyrt bekendtskab for HBK. Dels har vi en medlemssammensætning, der ikke passer godt med tilskudsordningen, der støtter børn og unge under 25 år. Vores medlemmer ligger mere til den anden ende, med en stor andel af voksne spillere og motionister. Dette er ingen forskel fra den nuværende, men i de nye forslag er der ikke lagt op til at der skal være nogen form for tilskud til aktiviteter. Og det er på dette punkt, at vi kan komme til at mangle støtte, da vi jo har forholdsvis store omkostninger i forbindelse med vores aktiviteter fx i form af bolde. Men det endelige forslag er ikke kommet endnu, og det er planlagt, at det skal sendes i høring blandt alle brugere, og der må vi så komme med vores indsigelser.

 Der ligger således en række store udfordringer forude og venter på den nye bestyrelse, men også mulighed for at kunne sætte sit præg på fremtiden for klubben. En stor tak til alle samarbejdspartnere og bestyrelsesmedlemmer for en god sæson.”


(19. maj 2006)




Flere nyheder