Weekendens kampe for veteraner bød på to sejre og to nederlag.
I eliterækken har Humlebæk i denne sæson uvant rodet rundt i den nederste halvdel af den bedste række, men weekenden bød på ikke bare en opmuntrende men også vigtig sejr i den sidste kamp i slutspillet. Holdet vandt nemlig hjemme over Holbæk, der inden kampen var placeret over Humlebæk. Sejren kom i hus på en flot holdindsats! På holdet var Jesper Benzin, Niels Ahrengot, Niels Poulsen, Bo Stevns, Kristian Høegsberg og Tonny Lillholm på herresiden. Damerne var Lis Garhøj, Lisbeth la Cour, Pia Lodberg og Lotte Elsborg. Sejren blev på 7-4, og fidusen gik til Bo Stevns. Han og Jesper Benzin vandt 1. herredouble med 28-26 i tredje sæt. Ellers vandt også de to øvrige herredoubler samt 3. mix (Kristian Høegsberg og Lisbeth la Cour), 4. mix (Bo Stevns og Pia Lodberg), 2. herresingle (Niels Poulsen) og 2. damedouble (Lis Garhøj og Lisbeth la Cour).
Med alle tre point tager Humlebæk de maksimale ni point med over i nedrykningsslutspillet, hvor nogle formentlig lidt nemmere modstandere venter. Så det ser lyst ud for 1. holdets muligheder for at beholde status som eliterækkehold.
Weekendens anden veteransejr kom ikke uventet til 50+ mesterækken, hvor Humlebæk fortsætter den overbevisende og suveræne fremfærd og indtager nu en flot første plads. Med kun tre kampe tilbage ser det rigtig positivt ud. Holdet ligger i den grad til at genvinde titlen som Sjællandsmestre med maksimumpoint 21 for syv kampe og en score på 68-9. I weekenden gik det ud over Holbæk, der blev slået med 10-1. Holdet bestod af: Herre: Jørn Gundestrup, Jesper Juel, Kurt Skov, Helge Andersen, Jørgen Kjeldstrøm og Morten Wichmann. Damer: Hanne Granby, Eva Kaaberbøl, Jytte Rasmussen og Bente Olsen. Især overbevisende præstationer af Jørn Gundestrup og Eva Kaaberbøl i 1. mix, Jesper Juel og Jytte Rasmussen i 2. mix, begge herresingler (Morten Wichmann (foto) og Jørgen Kjeldstrøm) og Jytte Rasmussen og Eva Kaaberbøl i 1. damedouble, hvor en ganske enkel taktik med en clear til baglinjen fra Eva efterfulgt af et drop i samme side førte til, at Jytte servede 15 server i træk. Fidus til Hanne Granby for to sejre i to lange seje tresætskampe.
Til gengæld blev det til nederlag både til 2. holdet i mesterrækken (40+) og 3. holdet i A-rækken. 2. holdet tabte som forventet ude imod Køge og skal formentlige vinde alle tre slutspilskampe for at blive i mesterrækken. En svær opgave. 3. holdet er også i nedrykningsslutspil, men en sejr ude over vedbæk i den sidste kamp i slutspillet havde i stedet betydet oprykningsspil. Sådan gik det ikke. Holdet tabte 3-8, men går i slutspillet med otte point, så det ser lyst ud med hensyn til forbliven i rækken.
(18. januar 2007)
|