 
"HVEM VAR DET, DER VANDT I DAG ... DET VAR DEM FRA HUMLEBÆK AF!!"
De mange tilrejsende Humlebæktilskuere nød sejrsråbet lige så meget, som spillerne, men det var også (endnu) en historisk aften for Humlebæk Badmintonklub, da holdet på valgaftenen ude mod Hillerød vandt 8-5 og tog de første point i 1. division i klubbens historie. Tre gode holdpræstationer men også en portion uheld i de tre første kampe betød, at der stadig stod nul point på kontoen forud for kampen imod Hillerød, der i sidste runde slog Hvidovre ude.
På forhånd så Humlebæk ud til at være klart stærkest på damesiden, selv om at Hillerød har fået tilgang af en engelsk landsholdspige, Mariana Agathangelou, hvilket gjorde hjemmeholdet til forhåndsfavorit i 1. mixeddouble, mens Humlebæk måtte påtage sig favoritrollen i de øvrige tre kampe i den indledende runde. Begge damesingler - Anu Nieminen (øverst til højre) og Kati Tolmoff (øverst til venstre) - samt 2. mixeddouble med Tina Reese og Zvonimir Durkinjak vandt da også klart i to sæt, mens 1. mixeddouble med Maria Thorberg og Peter Christophersen længe så ud til at kunne levere en overraskelse, men det endte med et nederlag i tre sæt, så stillingen ikke uventet var 3-1 til Humlebæk forud for herresinglerne.
Så så det ud til at kampen vendte til hjemmeholdets fordel. 2., 3. og 4. herresingle tabte trods gode indsatser af især Henrik Sørensen i 2. herresingle, som tabte i tre sæt til engelsk-canadiske Carl Baxter, mens Andreas Borella og Kristian Skov tabte i to sæt. I 1. herresingle lå Steinar Klausen til at lave den store sensation og slå Martin Delfs. Steinar Klausen havde efter især et fantastisk kontrolleret netspil vundet første sæt 22-20 og bragt sig foran 17-12 i andet sæt, men så kom Delfs stærkt tilbage og tog sættet 21-18. Det lignede en afgørelse og samtidig var damedoublerne gået i gang. Begge kampe, hvor Humlebæk stod som favoritter, men det var ikke til at se. 1. damedouble tabte første sæt, og 2. damedouble var også kommet alt andet end overbevisende fra start. Det lignede en sur nedtur, men så kom den afgørende vending i kampen. Steinar Klausen - den lille nordmand med det store fighterhjerte - kom fantastisk igen i 1. herresinglen og vandt en meritende og vigtig sejr med 21-17 i afgørende sæt. Og det var, som om gejsten bredte sig til damedoublerne, som pludselig spillede op til deres niveau, så Anu Nieminen og Tina Reese kunne vinde 17-21 21-18 21-10 og Kati Tolmoff og Maria Thorberg kunne vinde 21-19 21-9. Så stod det pludselig 6-4 til Humlebæk før herredoublerne.
Og selv om cifrene måske lyver lidt, så kan alle medrejsende Humlebæk-tilskuere bevidne at det var neglebidende spændende at følge afslutningen på holdkampen. Tre velspillede - men også nervøse herredoubler - fandt alle sin afgørelse i to sæt. Først tabte Andreas Borella og Steinar Klausen 20-22 17-21. Dermed 6-5 på scoringstavlen, til gengæld have både Zvonimir Durkinjak og Henrik Sørensen samt Peter Christophersen og Kristian Skov i henholdsvis 2. og 3. herredouble vundet første sæt, og med få sekunders mellemrum vandt først 2. doublen (foto til højre) og så 3. doublen (foto nederst) , så slutresultatet endte på 8-5 og alle tre point til Humlebæk.
Fidus til Steinar Klausen på en historisk aften, hvor pigerne "leverede varen" med fem sejre ud af seks mulige, hvor Humlebæks unge hårdtslående kroat atter imponerede med to sejre, og hvor resten af holdet løftede spillet, da det var allermest nødvendigt. Det lover godt forud de to næste kampe mod Hvidovre og Solrød , hvor Humlebæk helst skal tage for sig af pointene.
Se enkeltresultater fra Hillerød-Humlebæk ved at klikke her.
(13. november 2007)
|