En kamp kl. 18 en hverdagsaften - ude - og så i Greve. Det er ikke det mest tillokkende, men det var alligevel ikke uden en vis optimisme, at Humlebæks førstehold tog til syd for København for at møde Greves ligaholdreserver. I sidste sæson slog Humlebæk Greve 2 hjemme i Humlebækhallen, så hvorfor ikke igen?
På forhånd så det svært ud i mixeddouble og begge tabte da også i to sæt. Kati Tolmoff fortsatte sin suveræne sejrsstime med en sikker sejr over irske Ruth Kilkenny, mens Franciska Dethlefsen ikke helt var ovenpå efter sin skade og tabte 2. damesingle. Dermed 3-1 til Greve.
I 1. herresingle spillede Henrik Sørensen en god kamp, men måtte se sig besejret af en ung og lynhurtig irer ved navn Scott Ewans. I 2. singlen tabte Steinar Klausen første sæt, men kom så meget flot tilbage og vandt klart. I 3. singlen vandt Andreas Borella - i to sæt. 4. singlen med Kristian Skov udviklede sig til en gyser, men flere gange undervejs så Kristian ud til at skulle trække det længste strå, men desværre kiksede det til sidste, så norske Lorents Aarhus kunne vinde 21-19 i tredje sæt.
Dermed 5-3 til Greve og pres på damedoublerne. I 1. damedouble fortsatte Kati Tolmoff og Maria Thorberg de gode takter fra KBK-kampen og vandt klart over Nadia Lyduch og Ane Fogelberg, og i 2. damedouble spillede Lene Palling og Franciska Dethlefsen endnu en tresætskamp - denne gang desværre med nederlag til følge. 6-4 til Greve før herredoublerne.
I et forsøg på at få mere ud af herredoublerne forsøgte Humlebæk sig med nye konstallationer, og selv om det kun blev til en sejr, så det mere fornuftigt ud end tidligere. Henrik Sørensen og Andreas Borella tabte i 1. heredouble, Peter Busch og Steinar Klausen tabte i 2. double, mens Peter Christophersen og Kristian Skov (foto) blev genforenet i 3. herredouble, og det fejrede de med en sejr.
Samlet 8-5 til Greve og nul point til Humlebæk, hvis altså ikke, at Humlebæk får medhold i den protest, som blev nedlagt efter kampen. Greve stillede nemlig med hele fire udenlandske spillere (to irer, en canadier og en nordmand) på holdet, og det maksimale antal er tre. Desuden stillede Greve med tre udenlandske herre, hvor det maksimalt er tilladt at stille med to indenfor samme køn. DBF behandler nu protesten, som kan føre til at Humlebæk får tildelt et eller flere matchpoint.
Fidus til Kati Tolmoff for to sejre - og i øvrigt en turnering med lutter sejre.
(16. november 2006)
|