|
Humlebæk Badmintonklub
v. Peter Lund Christophersen
Vandværksvej 32
3490 Kvistgård
| |
Kedeligt nederlag til 2. holdet
Humlebæks 2. hold kæmper for overlevelse i Danmarksserien. I Nedrykningsslutspillets første kamp hed modstanderen Blistrup hjemme i Humlebæk Hallen. Et på forhånd ganske åbent opgør, dog måtte Humlebæk som i stort set alle foregående kampe stille op uden at kunne mønstre stærkeste opstilling, bl.a. fordi Kati Tolmoff på 1. holdet havde frataget 2. holdet muligheden af at benytte Louise Drews, idet hun var med i 1. holdets udekamp imod Esbjerg.
Første runde blev delt. Sejr til Christina Lund og Thomas Bech i 1. mix (foto) og til Pernille Fritzen i 2. damesingle - og klare nederlag i 1. damesigle og 2. mix, så 2-2 før herresinglerne.
I 1. herresingle levede Peter Thorberg ikke op til de tidligere kampes præstationer og tabte klart. Thomas Holm i 2. singlen kæmpede bravt imod modstander, fodkade og temperament, men måtte til sidst se modstanderen vinde 21-17 i 3. sæt. Også 3. og 4. herresingle var tætte tresættere, men gav begge sejr til Humlebæk. Carsten Pilvad vandt rutineret, og Kasper Sørensen tog ti point i træk i 3. sæt - fra 6-13 til 16-13 og vendte en håbløs situation til sejr. Dermed 4-4 og stadig håb om et fornuftigt resultat.
Det stod dog hurtigt klart, at damedoublerne ikke var i nærheden af sejr, så det var op til de tre herredoubler at hente point. 1. doublen med Carsten Pilved og Lars Abusdal tabte klart, mens 2. og 3. herredoublerner udviklede sig til rene gysere, hvor begge Humlebæk-par flere gange kom tilbage i kampene. Thomas Bech og Kasper Sørensen i 2. doublen og Thomas Holm og Peter Thorberg i 3. doublen kæmpede bravt. Sidstnævnte var nede med 4 matchbolde 16-20 - og kort efter stod det 18-20 med matchbolde til Blistrup på begge baner. Samtidig. Stillingen ændrede sig til 20-20 på begge baner. Samtidig. Men desværre var det kun 2. doublen, som til sidst hev sejren hjem med 22-20, mens 3. doublen tabte 21-23. Samlet 5-8 i holdkampen og nul point på kontoen. En skidt og lidt uheldig start på slutspillet. Fortjent fidus til Kasper Sørensen.
Humlebæks 3. hold hentede et enkelt point på udebane med et 6-7-nederlag til TIK Taastrup og ligger dermed nummer fem ud af otte hold i nedrykningsspillet fra serie 1. Humlebæks 4. hold spiller om at undgå nedrykning fra serie 3, og her blev det til en 7-6-sejr ude over Hørsholm.
Se enkeltresultater fra Danmarksseriekampen mellem Humlebæk og Blistrup her.
(11. februar 2007)
|
Flere nyheder
| |