Om HBK
Bliv medlem
Nyheder
Kontakt
Kalender
Marked
Sponsorer
Oversigt
Links

Humlebæk Badmintonklub
v. Peter Lund Christophersen
Vandværksvej 32
3490 Kvistgård

 

   

Turneringsoversigt 2011/2012

Veteran-DM: To gange guld i selskab med de gamle stjerner

Det blev en historisk god weekend for Humlebæk Badmintonklubs veteraner, da den danske badmintonelites veteraner spillede om DM i Højbjerg ved Århus. To guldmedaljer hentede klubben, mens det blev til tre bronzemedaljer.

     Den kamp ved mesterskaberne, som suverænt tiltrak sig størst opmærksomhed, var finalen i herredouble i 35+-rækken. Her optrådte da også nogle af dansk badmintons store navne: På den ene side af nettet Jan Paulsen og Michael Søgaard fra Kastrup KMB. Sidstnævnte stadig nr. 16 på den danske seniorrangliste i double. Og på den anden side af nettet var Jon Holst-Christensen fra Herlev samt Humlebæk Bamintonklubs Peter Busch-Jensen. Alle fire spillere har deltaget på højeste internationale plan, og de skuffede ikke tilskuerne, men gav hinanden en kamp på et meget højt niveau. Blandt andet med udgangspunkt i en uhyre stærk defensiv kørte Peter Busch-Jensen og Jon Holst-Christensen sejren hjem med cifrene 15-11 og 15-7. Dermed forsvarede parret guldmedaljen fra sidste år. Peter og Jon kender hinanden fra ungdomsårene og dannede i en periode en meget stærk double på Lillerøds elitedivisionshold.

     Lotte Specht stod for Humlebæk Badmintonklubs anden guldmedalje. I 40+ damesingle var Lotte Specht langt fra favorit, men alligevel endte det med, at hun vandt DM-guld uden at tabe et eneste sæt. I de første to kampe afgav den viljestærke Humlebæk-spiller tilsammen kun fire points, og så ventede forhåndsfavoritten Lone Knudsen fra Hillerød i finalen. I første sæt fortsatte Lotte Specht stilen fra de indledende kampe: Hun holdt sin modstander på baglinjen og vandt med 11-1. I andet sæt kom favoritten med i kampen og spillede sig frem til to sætbolde. Dem afviste Lotte Specht, og i omspillet gik hun forbi modstanderen og vandt DM-guld med 13-10 i andet sæt. En flot og overraskende præstation, der udløste både guldmedalje og rødvin.

     I det hele taget klarede de deltagende Humlebæk-spillere sig fornemt i selskab med mange af de gamle danske badmintonstjerner. Udover Michael Søgaard og Jon Holst-Christensen fandt man i programmet navne som Grete Mogensen, Helle H. Andersen, Flemming Delfs, Steen Fladberg og Jesper Helledie - alle tidligere medaljetagere ved EM og VM.

     Udover guldmedaljerne til Peter Buch-Jensen og Lotte Specht blev det til bronze til Lotte Specht og Jesper Benzin i 40+ mixeddouble, hvor også Tonny Lillholm sammen med Gitte Kruse fra Hørsholm tog bronzemedalje. Desuden fik en række andre Humlebæk-spillere gode placeringer: Kun i rækker med mindst 16 deltagere, blev der uddelt bronzemedaljer. Derfor udløste det ikke metal, at følgende Humlebækspillere opnåede 3. pladser: Lotte Specht og Helle Geisleri 35+ damedouble, Jesper Benzin og Tonny Lilleholm i 40+ herredouble og Lis Garhøj og Susanne Esberg i 50+ damedouble.

Se resultater fra veteran-DM 2005

(8. marts 2005)

Flere nyheder