
Sjældent er der set så mange smil i Humlebækhallen efter en 1. holdskamp, som Humlebæk har tabt med de sure cifre 5-8 - det vil sige lige akkurat udenfor pointene. Men de mange tilskuere havde fået topbadminton og medrivende kampe, så de de helt sikkert kommer tilbage næste gang. Og Humlebæks hold præsterede nok den bedste kamp i 1. division hidtil trods nederlaget til Triton.
Der var rigtigt meget at glæde sig over, hvis man ellers er til god badminton. Humlebæk har på damesiden formentlig nogle af de stærkeste i 1. division - måske med undtagelse af Triton Aalborg, der kom med bl.a. canadiske Anna Rice (nr. 23 på verdensranglisten), som i 1. damesingle kom op imod Humlebæks Anu Nieminen (nr. 36 på verdensranglisten). Den damesingle var en jævnbyrddig, velspillet og langvarig affære. Da de andre tre kampe i første runde var spillet til ende, var de to verdensklasse-damesingler stadig i gang med første sæt i et veritabelt opslidningsslag. Det vender vi tilbage til. Runden bestod i øvrigt af 1. mixeddouble, hvor Peter Christophersen og Maria Thorberg spillede sæsonens bedste kamp, men det rakte ikke imod Jesper Thomsen og den engelske landsholdspiller Suzanna Rayappan. Til gengæld debuterede kroatiske Zvominir Dunkinjak sammen med Tina Reese Olsen (foto øverst) bogstaveligt med bulder og brag. Den kun 19-årige kroat slår hårdere end nogen anden har gjort i Humlebækhallen, og sammen med Tina Reese leverede han en sikker sejr i 2. mixeddouble med cifrene 21-13 og 21-15. Humlebæks Kati Tolmoff (nr. 45 på verdensranglisten) var også knusende overlegen i 2. damesingle, som hun vandt over Lone Ø. Jørgensen med 21-15 21-6.
Tilbage var Anu Nieminens damesingle, som endte i et sandt drama, hvor Humlebæks seje finne (foto til højre) dog endte med i tredje sæt at køre en sejr hjem, så cifrene kom til at lyde på 22-20 11-21 21-12 og stor jubel i hallen over en 3-1-føring til Humlebæk mod mægtige Triton Aalborg. Humlebæk havde afbud fra Steinar Klausen - klubbens bedste herresingle - så som ventet blev de fire herresingler til fire klare nederlag. Men der blev vist god badminton undervejs. "Gamle" Henrik Sørensen havde fornøjelsen af Taufik Hidayat, og især i andet sæt fik Sørensen vist rigtig gode ting til stor fonøjelse for tilskuerne. Og I 2. herresingle spillede Andreas Borella sæsonens bedste, men det rakte ikke imod Jacob Damgaard. Dermed 5-3 til Triton Aalborg før de rene doubler.
Damedoublerne blev delt. Anu Nieminen og Tina Reese var tæt på i første sæt imod den engelske landsholdsdouble med Suzanne Rayappan og Jenny Wallwork, men det endte med et nederlag på 19-21 10-21. 2. damedouble udviklede sig til et meget velspillet og tæt opgør. Humlebæks Maria Thorberg og Kati Tolmoff tabte føste sæt, men fik justeret taktikken og kom tilbage med klogt og tålmodigt spil. Sejren over Anna Rice og Lone Ø. Jørgensen blev på 18-21 21-18 21-16, og dermed stillingen 6-4 til Triton før herredoublerne.
Peter Christophersen og Kristian Skov havde den utaknemmelige opgave at skulle møde Jesper Thomsen og Jacob Damgaard, men Humlebæks 1. herredouble spillede en flot match, hvilket dog ikke rakte til sejr. I 3. herredoublen spillede Andreas Borella og Peter Thorberg også periodevis virkelig godt, men det rakte heller ikke til sejr. Den kom til gengæld i 2. herredouble, hvor unge Zvominir Dunkinjak og rutinerede Henrik Sørensen supplerede hinanden fantastisk imod Taufik Hydayat og Mads Conrad fra Triton. I en underholdende og medrivende kamp vandt Humlebæk-parret overraskende med 26-24 19-21 21-16 (foto herunder), og dermed to sejre til den unge kroat i debut-kampen for Humlebæk, hvilket også indbragte ham fidusen efter kampen.
Status for Humlebæk efter de tre første kampe i 1. division er desværre stadig nul point efter tre rigtigt gode præstationer. Lidt surt og uheldigt blandt andet fordi at Humlebæk i kampen imod Herlev manglede Anu Nieminen og i kampen imod Triton manglede Steinar Klausen - henholdsvis bedste damespiller og bedste herrespiller.
Nu gælder det point allerede om en uge, hvor Humlebæk ude møder Hillerød. Rammer spillerne samme høje niveau som mod Triton Aalborg, skulle der være gode muligheder for at hente point ... selv på udebane.
Forhåbentlig vælger en masse tilskuere fra Humlebæk at trille til Hillerød for at bakke holdet op i den vigtige udekamp, der spilles på valgaftenen i Hillerød Badmintonklub.
Læs enkeltresultater fra kampen her.
(6. november 2007)
|