|
Da formand Thomas Bech Hansen (foto tv.) skulle bekendtgøre, hvem der skulle have hæderen som "Årets medlem" i Humlebæk Badmintonklub, kom det hurtigt til at stå klart for de fremmødte på generalforsamlingen, hvem det drejede sig om. Årets medlem har nemlig været sat på en ny og krævende opgave, som for en stor del har bestået i, at få andre til også at påtage sig en krævende opgave. Den opgave, som der er tale om, var tæt forbundet med 1. holdets ny status som 1. divisionshold, og Årets medlem har været en vigtig person i forbindelse med arrangementet af 1. holdets hjemmekampe. Da det blandt andet har været Kurt Skovs opgave at skaffe linjedommere til kampene, var generalforsomlingen ikke overrasket over at høre, at netop han blev årets velfortjente modtager af hæderen som Årets medlem.
Kurt Skov (foto th.) takkede for prisen og kunne oplyse, at hele 45 forskellige personer har igennem sæsonen "taget en streg" i forbindelse med kampene i 1. division.
Det er 12. gang, at Årets medlem kåres. Tidligere er prisen gået til Jørgen Kjeldstrøm, David Eldrup, Boye Skov Nielsen, Tonny Lillholm, Maria Thorberg (to gange), Bjarne Nielsen, Peter Christophersen, Peter Thorberg, Michael Thorberg og Lene Palling.
(5. maj 2008)
|