Superpræstation af førsteholdet
Det blev er rigtigt flot lørdag eftermiddag for Humlebæks to bedste seniorhold. Begge var oppe mod stærke modstandere og begge hold vandt.
Førsteholdet mødte KMB 2 - og Danmarksmestrenes reservehold kom til Humlebæk i præcis den stærke opstilling, som på forhånd var frygtet - med blandt andre Michael Søgaard, Michael Christensen og Carsten Gjerløv. Men Humlebæks spillere overgik sig selv i mange af kampene. Specielt i 1. mixeddouble, hvor Rasmus Lund og Maria Thorberg (foto tv.) havde "fornøjelsen" af at skulle møde Michael Søgaard og Malene Levinsky. Søgaard med de mange internationale titler spiller stadig på topniveau, og vandt så sent som weekenden før Østermesterskaberne i mixedouble. Rasmus og Maria så da også lettede ud, da de kom på 1-0, for så fik de da ikke æg, Men pointstrømmen fortsatte, og til stor jubel i Humlebækhallen og stor overraskelse for dem selv vandt de 15-11 15-13. Da Anu Nieminen igen (foto th.) vandt i opvisningsstil, og en sløj Katrin Atladottir sled sig til sejr i 2. damesingle stod det 3-1 efter første runde, da Peter Christophersen og Susanne Bjerg tabte 2. mixeddouble i tre sæt.
I herresinglerne fortsatte Humlebæk. Dog kunne Henrik Sørensen som ventet ikke stille noget op imod den danske ranglistes nr. 11, Michael Christensen. Men Steinar Clausen (foto tv.) vandt flot over Carsten Gjerløv i anden, Andreas Borella spillede ujævnt men vandt i en timelang kamp i tre sæt, efter at han overlevede matchbold i 3. sæt, mens Kristian Skov (foto th.) forsatte sin sejrsstime og vandt klart i 4. herresingle. Damedoublerne var sammensat på en ny måde, og begge gav sejr. Mens KMB tog sig af 1. og 2. herredouble, vandt Peter Christophersen og Kristian Skov sammen 3. doublen i to sæt. Sammenlagt 9-4 og en 2. plads i 2. division til Humlebæk. Fidus til Maria Thorberg - ikke mindst for indsatsen i den forrygende mixeddouble.
Humlebæks andethold har i sæsonens tidligere kampe været slemt ramt af afbud og lå inden lørdag næstsidst i Danmarsserien. De skulle hjemme møde Team Roskilde, som til gengæld lå nr. 2 i rækken. Så selv om det på papiret var top imod bund, der mødtes, blev det en meget tæt kamp, der endte med sejr og to points til Humlebæk - og endda meget tæt på alle tre points. Roskilde kom ellers foran 3-1. Kun Christina Lund vandt i 1. damesingle - men Lene Palling var tæt på i 2. med et 8-11-nederlag i 3. sæt. Herresinglerne blev delt - Thomas Holm (foto) vandt 1. single, mens Peter Thorberg vandt 4. single. Til gengæld var Humlebæk god til de rene doubler: Christina Lund og Lene Palling, Lotte Specht og Louise Bender, Thomas Holm og Thomas Bech, og Carsten Pilvad og Jesper Benzin vandt alle, og dermed var den overraskende sejr i hus. Fidus til Thomas Holm for to sejre og sikkert spil.
(4. december 2005)
Flere nyheder
|