|
Det var 13. gang, at klubbens fornemmest pris - "Årets medlem" - blev uddelt, men det var første gang, at det skete til en så ung spiller.
På klubbens generalforsamling blev det overladt til formanden for ungdomsudvalget Christina Lund Christophersen at uddele prisen som Årets medlem, og allerede der anede man nok, at prisen skulle gå til en ungdomsspiller.
"Prisen går til en spiller, som er meget flittig, og som altid er i hallen. Jeg er sikker på, at han sover, og at han går i skole, men derudover tror jeg, han tilbringer resten af tiden i hallen. Han sidder parat, når der skal varmes op til seniortræningen, og melder sig altid, hvis der mangler en på banen. Desuden er han altid til stede og hepper, når 1. holdet spiller hjemmekampe. Med den indstilling skal han nok blive en dygtig badmintonspiller!"
Sådan lød begrundelsen fra ungdomsudvalgsformanden (foto til venstre), før hun overrakte prisen som "Årets medlem" til Magnus Juul Jensen, som er U13 andenårsspiller og blandt andet med på U13-holdet, som vandt Sjællandsmesterskabet for nylig.
Tidligere er prisen gået til Jørgen Kjeldstrøm, David Eldrup, Boye Skov Nielsen, Tonny Lillholm, Maria Thorberg (to gange), Bjarne Nielsen, Peter Christophersen, Peter Thorberg, Michael Thorberg, Lene Palling og Kurt Skov.
(4. maj 2009)
|