Om HBK
Bliv medlem
Nyheder
Kontakt
Kalender
Marked
Sponsorer
Oversigt
Links

Humlebæk Badmintonklub
v. Peter Lund Christophersen
Vandværksvej 32
3490 Kvistgård

 

   

Turneringsoversigt 2011/2012

Veteran: Vanvittigt comeback da
Humlebæks 2. hold sikrede sig SM-titlen

 


Humlebæks 2. veteranhold skulle i Hillerød møde Team Roskilde i finalen om SM-titlen. Med på Humlebæks hold var: Jørn Gundestrup, Jørgen Kjeldstrøm, Torben Andersen, Bjarne Gludsted, Niels Poulsen, Mads Aagesen, Lis Garhøj, Anette Olesen, Lisbeth la Cour og Lotte Elsborg. På grund af afbud fra nogle af de mere faste 2. holdspillere blev der til finalen satset på nogle nye konstellationer i mixed og herredoublerne. Det blev en blandet succes.
  Den ubeskriveligt spændende match startede med en stor nedtur. Humlebæk kom bagud 0-4 efter de fire mixer, og det var bestemt ikke efter planen. Tresættere i 3. og 4. mixeddouble var, hvad det kunne blive til, skønt der var mange tætte sæt undervejs.
  Så var turen kommet til herresinglerne: 1. herresingle ved Niels Poulsen, som Humlebækspilleren hurtigt forvandlede til dagens første sejr. Det gav lidt gejst tilbage til både spillere og holdleder. 2. herresingle ved Torben Andersen udviklede sig til en nervøs marathondyst i tre sæt, hvor Torben Andersen desværre tabte 3. sæt med 20-22 efter at havde været foran i stort set hele det afgørende sæt. Rigtig surt og nu var Humlebæk bagud 1-5. Det vil sige, at skulle titlen vindes, skulle samtlige af de restende kampe gå til Humlebæk.
Så kom turen til damedoublerne, som havde maksimalt pres på. Alle vidste jo, at nu skulle der ikke tabes flere kampe. 1. damedouble med Lis Garhøj og Lisbeth la Cour vandt sikkert i to sæt. Samlet stilling 2-5. 2. damedouble med Lotte Elsborg og Anette Olsen skulle derimod ud i en lang og nervøs tresætter, men efter god fight kom sejren i hus med 21-18 i 3. sæt.
  Dermed var stillingen nu 3-5, og så var det tid til herredoublerne. 2. herredouble bestod til dagen af Jørgen Kjeldstrøm og Jørn Gundestrup. De startede med at være bagud hele første sæt for til sidst at tage det 21-19 efter et sæt fyldt med mange diskussioner og overhåndsserver. I andet sæt var parene á point gennem hele sættet, men til sidst tog Humlebæks 2. double sættet og dermed matchen - 21-19 21-18. Så var stillingen 4-5.
1. herredouble bestod af Mads Aagesen og Niels Poulsen. Her blev virkelig gået til stålet gennem tre sæt. 1. sæt kom i hus til Humlebæk, 2. sæt blev smidt - og så 3. sæt, hvor der heldigvis var god styring på og en lille føring gennem hele sættet og sluttelig 21-18. Så var stillingen 5-5, og så var der lagt et mega pres på 3. herredoublen. Torben Andersen og Bjarne Gludsted var i ilden. Bjarne Gludsted var småskadet og ville absolut helst have undgået tre lange sæt, men sådan gik det ikke. Det blev en ubeskrivelig lang og til tider nervøs kamp, hvor 1. sæt blev vundet, 2. sæt tabt og et 3. sæt, som blev helt lige. Ved stillingen 19-19 kunne Bjarne Gludsted ikke lade være med at informere sine modstandere om, "at nu ligger presset altså på jer!". Det virkede. Humlebækdoublen vandt 22-20!
  0-4 og 1-5 var vendt til 6-5 og pokal og medaljer til HBKs 2. veteran.
  Godt, at Humlebæks holdleder ikke tog bussen hjem, som han truede med ved stilling 1-5, for afslutningen var værd at vente på.

(1. maj 2009)



 






Flere nyheder